Børneminister vil tvinge indvandrerbørn i institutioner
Små børn af indvandrerforældre skal tvinges væk fra hjemmepasning og ud i vuggestuer og børnehaver, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til DR. Initiativet skal indgå i et regeringsudspil, der skal bekæmpe parallelsamfund i Danmark.
- Hvis man bor i en ghetto og ikke deltager i det danske samfund, så vil det blive begrænset, at man kan passe sine egne børn derhjemme. Der vil vi i højere grad bruge tvang for at få flere børn over i dagtilbud, siger Mai Mercado til DR.
Ifølge en rapport fra pædagogernes fagforening BUPL bliver cirka en tredjedel af alle 1-2-årige børn med indvandrerforældre passet hjemme. For børn i samme aldersgruppe og med etnisk danske forældre er tallet syv pct.
Børne- og socialministeren mener, det er nødvendigt at arbejde målrettet på at få bestemte grupper af børn med indvandrerbaggrund væk fra hjemmepasningen og ud i dagtilbuddene.
- Man skal passe på med at opfatte tvang som noget skidt i det her tilfælde. Det er en rigtig god mulighed at få lov at gå i dansk dagtilbud, og det styrker barnet på mange måder og giver nogle rigtig gode fordele siden hen, siger Mai Mercado.
Socialdemokraterne er positive over for ministerens plan.
- Det vigtigste for os er, at vi får brudt den negative sociale arv, der kommer af, at man ikke kommer i institution, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil til DR. Også SF’s børneordfører Jacob Mark er positiv.
Ritzau+mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.